Denne hjemmeside har begrænset support til din browser. Vi anbefaler at skifte til Edge, Chrome, Safari eller Firefox.

Fri fragt på alle ordre til den 15. august!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Om vinteren, årstiden og rytmens magi

Om vinteren, årstiden og rytmens magi

Vi bevæger os langsomt men støt mod lysere tider, Kyndelmisse har lige været her, som betyder lysmesse på latin. Kyndelmisse falder den 2. februar og markerer en gammel fejring af, at vi befinder os midt imellem vintersolhverv og forårsjævndøgn. Traditionelt har man fejret vinterens vendepunkt, idet foråret så småt begynder at nærme sig. Vi kan også mærke, at lyset bliver stærkere og mere mærkbart her i Børneøen Bonsai. I vores skov kan vi høre, at fuglene er blevet mere aktive, og små spirer ligger og venter spændt under jordens overflade, små vintergækker og erantis er begynde at titte frem, de små forårsbebudere giver stor gensynsglæde.

I januar har vores fokus også været på, hvilken betydning rytme og struktur har for børnene. Efter enhver ferie mærker vi, at børnene nyder at vende tilbage til de faste rammer, rytmer, genkendelighed og gode rutiner, de har i deres Bonsai-fællesskab. Der er ingen tvivl om, at de også har nydt at være sammen med deres forældre, som jo er de vigtigste personer i deres liv.

Vores fokus på rytme

I personalegruppen er vores mål tydelighed og troværdighed i vores rytme, så børnene kan finde tryghed i deres dagligdag, hvilket igen muliggør, at de kan bringe deres indre ressourcer i spil gennem leg, relationer og udvikling. Det kræver også, at vi samarbejder i personalegruppen, støtter og spejler hinanden og fastholder vores aftaler.

Æstetik

Vi har desuden et stort fokus på det æstetiske, som er en vigtig søjle i pædagogikken, fordi omgivelserne virker så kraftigt ind på det lille barn. Rudolf Steiner understregede, at barnet udvikler sig gennem sanseintegration. Derfor skal vi tilbyde autentiske og gode materialer samt nøje udvalgt legetøj i naturmaterialer. Det er vigtigt at tilbyde lidt, men godt legetøj, da barnet har brug for at omgive sig med gode og smukke rammer. I de første syv år skal barnet være i en tilstand, hvor verden opfattes som god og smuk, så det kan have disse kræfter med sig, når hverdagen bliver mere realistisk, og barnet bliver ældre. Hvis barnet ikke har haft dette fundament inden 7-årsalderen, kan dets kræfter og tro på verden svækkes. Derfor er det afgørende, at vi står sammen om at skabe smukke omgivelser, der udstråler orden og enkelhed. Det er velkendt, at det kan have en positiv effekt på os at træde ind et sted, hvor der hersker skønhed og harmoni.

Vi pynter op i vuggestuens og børnehavens vindueskarme samt i fællesområderne. Vi reflekterer over stemningen i den aktuelle årstid og forsøger sanseligt at formidle årstidens skiften til børnene. Det er vigtigt, at det lille barn formes på en måde, så det får en stærk base for sin videre udvikling, ligesom et solidt fundament for et hus. Det er afgørende, at barnet er godt rustet til skolestart.

Inspiration til forældre

For at invitere forældrene med på denne udviklingsrejse beder vi dem om at samarbejde med pædagogerne, når børnene hentes i børnehaven og vuggestue. Vi opmuntrer forældrene ved afhentning til at lege med deres barn ved gryderne i sandkassen, med pindene i skoven, mm. Først og fremmest er der selvfølgelig gensynsglæden, som skal nydes. Derefter rydder forældrene og barnet op sammen. Man kan fx sige: "Nu stiller vi gryden på plads igen," og så siger man farvel til en voksen. På denne måde kan barnet mærke, at forældrene også er med til at skabe en dannet og ordentlig atmosfære. Det er vigtigt for barnet at se, at vi også gør en indsats for at rydde op, før vi sætter os til bords eller går ud på stuen.

Det er de små dannelsesprocesser, der giver barnet retning i at samarbejde med omgivelserne, ”de voksne”, ved at efterligne vores adfærd og finde styrke og modstandskraft. Det giver livskræfter, og det mener vi er er sundhedsfremmende pædagogik.

Det kan også udtrykkes på den måde, at vi med vores gebærder bør byde ind med kærlige hænder, som kan illustreres som en halv cirkel, der inviterer barnet ind til at fuldende med en anden halvcirkel for så sammen at skabe en hel cirkel. Vi gør det samme, når vi samarbejder med barnet om at tage tøj på; vi støtter barnet til at være med i processen, og det gøres bedst ved, at vi voksne skruer ned for vores tempo, gør tingene langsomt og får børnene med.

Når børnene endnu ikke har lært at rydde op efter sig selv, tage tøj på, gå på sine egne ben ind i børnehaven og udvikle deres egen modstandskraft, er det vigtigt, at vi som voksne støtter dem i at blive selvhjulpne.

En stærk dannelse og modstandskraft opbygges i barnet, når vi skaber en fast og tryg rytme, samarbejder med barnet, bruger tid på at hjælpe barnet med at lære egen påklædning og oprydning samt inddrager dem i vores daglige processer. Selvom det kan tage længere tid, når børnene skal gøre ting selv, så er det en vigtig del af deres læring, hvor selvrespekt, selvværd og selvtillid udvikles. Vi skal motivere og glæde os over at lære dem dette som en forberedelse på fremtiden.

Vi ønsker jer alle en god vinterferie, hvor rytmen og langsommeligheden kan øves derhjemme.

Kærlige hilsner fra

Rikke Rosengren

PS tag gerne et kig på bogen Barnets udvikling gennem tilknytning og leg, hvor du kan dykke ned i rytmens magi.