Af Bente Klerke

Livet er helligt. Muld, planter, dyr, mennesker - alt levende har sin egen berettigelse, og vi mennesker har ikke mere ret til at være på jorden end mariehønsene har. Denne gamle og glemte erkendelse er ved at blive generkendt, også gennem naturvidenskaben, der i dag kan påvise, at planter har bevidsthed, og at de er sociale væsner.

I myterne og eventyrene ser vi denne naturens egen visdom komme til udtryk i mangfoldige skikkelser: talende træer og dyr, hviskende vind, syngende vand og ikke mindst som naturvæsner. Vi kender dem som nisser, ellefolk, alfer, elvere, havfruer osv. Disse væsner optræder som udfordrere, hjælpere, magikere og læremestre og giver os indsigt i en dyb forbindelse mellem natur og menneske.

I bogen Bjørneeventyr, som på én gang foregår i en vild have og på magiske steder, er dyrene, naturvæsnerne og elementerne vigtige aktører i bjørnenes liv. Da stormen tager musen Fiffi, er det kragen Kraka, der med hjælp fra poppeltræet finder frem til Fiffi.

Det er dragefluen, der tager bjørnen Stumpe med ud at sejle på fuldmånens spejl og viser ham vej til elverfolket.

Men da Ravneredeskoven er i fare for at miste sin livgivende kilde, kalder elverfolket på bjørnene for at få deres hjælp.

Livet er en vekslen mellem at give og modtage - ikke kun mennesker imellem, men mellem alt levende. Når vi forbinder os med naturen, mærker vi alt livs forbundethed og kan handle derefter. Det er en enkel vej til at genskabe balance på jorden og i os selv. Hvis vi har svært ved at forbinde os, kan vi gå en tur i skoven sammen med vores børn og lære af dem - de ved, hvordan man gør.